Frk. Pots' efterår

Ved denne årstid hvert år har Frk. Pots en bestemt uro i kroppen.

Altid popper det op på dette tidspunkt, fra sidst i august...

Og i år er det ekstra slemt!

Hun svæver hen over gangstien, igennem pergolaen.

Mange gang i løbet af dagen. Men skridtene er tungere en vanligt.

Først når hun er nede i sin egen del af haven kan hun finde

ro og fordybelse. Den ellers så smilende og munter Frk. Pots

bære på et dybt savn. Ved denne tid da hun var yngre startede

skolen op. Hun modtog hvert år de sødeste små første års elever.

Den helt rette frøken som 1. klasses lærer. Elever og forælder forgudede hende.

I år er det 10 år siden hun stoppede som Lærerinde Pots på Kejnæsby Skole.

Hjælp måtte der til. Initiativet blevet taget af veninderne Pauline og Madame La Ferralis.

De kontaktede en del af de gamle elever hun havde haft på den lille skole.

Lavede gaden om til en fest med veldækket borde og masser af smukke kager.

Her var Pauline i sit es. Hun skabte den ene bedårende kage efter den anden.

Så en lørdag formiddag stod 175 forventningsfulde gamle Frk. Pots skoleelever klar til at overraske.

  Aldrig som i ALDRIG nogen sinde havde man set Frk. Pots så overrasket og med 

de sødeste smile rynker over hele hendes bedårende engle ansigt. Det helt lyse hår og den lille knold

der var sirligt flettet. De lange slanke finger. Ja alt sitrede på den pensioneret skolelærerinde.

Her var ord slet ikke nødvendige. Hendes venner havde gjort det rigtige. 

De havde opfyldt et længe ukendt ønske som den ældre frøken havde båret på.

De blev alle trykket blidt men bestemt i hånden.
Hun huskede hver og ens navn, de blev på den måde budt personligt velkommen. 

En tåre indfandt sig i øjenkrogen. Det var altså mere end hun kunne klare.

Lykken overrumplede hende total.

Der var gensidig gensyns glæde.

For hun havde på alle måder taget sig godt af sine elever.

Selv Torsten som ofte var en rod. Han rykkede i Ibens fletninger konstant.

Men en kærlig snak med Thorsten gjorde at det stoppede.

Hun forstod hvad nærvær og respekt for det enkelte menneske betød.

Den følelse havde hun givet videre til sine elever.

I Frk. Pots klasser var der aldrig ballade. Hun forstod at eliminere disse optrin.

Hun viste stolt sin have frem. Berettede om de små 

elementer. Præcis som var det en skole time.

Det faldt hende så naturligt.

Med glæde i øjnene berettede hun om de sidste 10 år af sit liv.

Der blev lyttet, ikke blot af respekt men i den grad af interesse.

Der blev på den måde sået et frø, en spirer. 

For det ville ikke være sidste gang at den her succes gentog sig.

Alle viste hvor Frk. Pots boede nu og de lovede alle at kigge forbi igen.

For de gamle elever følte en velvære, som i en anden verden, at ligge vejen 

forbi den pensioneret dame. Her var der nærvær, hygge og ro.
Her var alt oprigtigt og det dyrebareste sat i centrum.

Der blev indbudt til fest i gaden.

Alle var i stemning til dette gensyn.

Frk. Pots satte skiltet frem ved døren og to af hendes gamle piger

tog hende under hver sin arm. Eskortere den ældre dame hen til de 

smukke pyntede borde med de flotte kager.
Det var absolut ikke af nødvendighed hun blev eskorteret men
af ren lyst fra pigernes side. For med sin alder er Frk. Pots stadig
en ualmindelig mobil dame. Hun kan ikke gå. Nej hun svæver med en
ynde og elegance som i vores tid er meget ualmindeligt!

Nu var der fest og høj stemning i gaden. 

De havde alle husket at lærerinde Pots elskede kirsebær vin

så der blev lystigt skålet og skiltets besked kom ikke til at holde helt stik.

Men hvad gjorde det. Alle venner og de skønneste elever var samlet.

En rigtig smuk fredag ønskes til jer alle

Charlotte