Skilsmisse vinduet

Jeg tror jeg har verdens mest målmodige og forstående mand.

Ihvertfald når det gælder mig og mine ideer.

Jeg ved godt jeg får en hel del sindsyge ideer og helmer ikke før de er udført.

Jeg spørger aldrig om lov, jeg gør det bare. Og det er okay.
Det er da mandig i mine øjne. Det kræver en stor mand ikke at være bange for den
romantiske hvide stil. Det er jeg så taknemlig for at min mand besider.

Jeg har i mange måneder talt om et vindue fra kontoret og ud til trappeopgangen på

1. sal. Her er så mørkt og med solen fra karnappen, kunne jeg se hvordan lyset ville strømme ind.

Her viste jeg underligt nok at jeg skulle dele ideen inden jeg gik i gang.

 Men kim ville på ingen måde have et vindue midt i en væg indendøre.
Ja jeg blev overrasket, for han syntes normalt jeg skal gøre som jeg vil!

Jeg lovede guld og grønne skove.

Bare for at få et lille bitte vindue sat i.

Jeg viste med hænderne hvor lille det ville være.

Glemte måske nok bare at gøre det i højden og ikke kun bredden. 

Kim overgav sig. Måske under en fodbold kamp. hvor focus var et andet sted.

Næste dag sprang jeg på projekt vindue.

Woooo sikke da et arbejde. Der var svineri og støv over alt.

Den første væg gik ufattelig hurtigt med at få nedlagt.

Vores trappeopgang til 1. sal er lang og høj, derfor er det svært at stå på den anden side og skære ud.

Så jeg rådførte mig med Morten om hvordan jeg målte nøjagtig ud.

Faktisk et ganske stort arbejde og er ret glad for vi ikke har en tømmer som skal 

komme og tjekke resultatet. For tror bestemt jeg ville dumpe.

Men langt om længe fik jeg hullet lave  og nu var det alvor.

Ingen vej tilbage. Nu kunne det kun gå for stærkt med at lave det færdigt.

Men inden da krævede det lige en rengøring.

For Mads-Emil kom hjem fra skole og med høretelefoner i ørene,

der hverken så eller hørte han noget.

Så der var slæbt gips støv rundt i hele huset.
Trappen her og et ur i stuen er det eneste som stadig ikke har mødt det hvide kar,
men der er nye ideer i hovedet!

Alle sider har jeg betrukket med mdf plader.

De blev limet og banket på, hvor det var muligt.

Men ville være sikker på at de blev siddende korrekt til limen var tør.

Så Albert-Augusts svær blev sat i spænd.

Så nåede jeg ikke mere for ind kom Kim af døren....

Jeg må sige han var langt fra happy!

Det var det største vindue han nogensinde havde set.

Faktisk på størrelse med hovedbanegårdens!

Jeg havde en underlig følelse. Måske lidt dårlig smag i munden.
Og nej det var ikke gips støv der gjorde det.

Samtidig hoppede mit kreative gen rundt af glæde over lys vinduet.

Mine udregninger var total pas kram.

Vinduet er hverken limet eller sat fast på nogen måde.

Men til gengæld banket fast med en gummihammer.

Nu begyndte det at tage form og Kim kunne skimte fidusen.

Jeg fik det malet, satte små lister på og jeg har helt selv skåret dem i smig.

Noget jeg aldrig har kunne greje før.

En lille hæklet kappe/mellemværk blev gardinet.

På den anden side var der lang vej endnu.

For det krævede en enorm balance og meget dårlig arbejds stilling.

For at udføre det sidste arbejde.

Der er virkelig langt ned når man står og  hammer,

tilpasser, banker og maler på så høj og stejl en stige.

Men har jeg sat mig noget i hovedet så skal det gøres og kan kun gå for langsomt!

Og det lykkedes!

Trappeopgangen har fået et helt andet look.
Den italienske stemning kalder jeg den nu!

Jeg kunne ikke dy mig for at bakse en altankasse sammen.
Det her vindue krævede det bare.

Til dato tror jeg altså dette er den bedste ide jeg nogen sinde er kommet på.
Det lille vindue bringer mig så megen glæde.
Utroligt jeg ikke har tænkt den tanke før.
Den anden dag sagde Kim til mig med et smil på læben,
"Hvorfor satte du ikke et bredere vindue i, nu du var igang"
Hmmmmm ja hvorfor mon?
Engang i mellem betaler det sig bare at gøre tingene. For ikke alle kan se ideen
før det endelige resultat står færdigt.
Som han siger. Det kunne han ikke men det han syntes er mest
utroligt er hvordan jeg kan få de sindsyge ideer!
En ting har jeg fortrudt....
Det er at jeg ikke har haspede vinduet fast. Så det kunne åbnes.
Det må så gøres næste gang😁


Med ønsket om den mest henrivende dag til jer alle

Klem

Charlotte